
Den årligt tilbagevendende begivenhed, Høst- og Markedsdage, er netop blevet afholdt d. 7. og 8. august 2021. Sidste år var en undtagelse, så vi glæder os over, at det i år blev muligt at åbne dørene for Høst- og markedsdage. Vi takker alle vores gæster samt hele holdet af frivillige, ansatte, udstillere og bodholdere for et vellykket arrangement.
Familieaktiviteter til Høst- og markedsdage
Museets gæster kunne gøre sig et godt fund i husflidsboderne, køre med i hestevogn, høre spillemændene spille på sav og trækharmonika, besøge de arbejdende værksteder rundt omkring i husene og prøve kræfter med håndværket at afbarke træ til fletning af stolesæder. Børn og barnlige sjæle kunne prøve gamle lege, hvor der uddeltes præmier til de modige børn, som turde prøve styltegang.
På museets store arealer kunne man komme i snak med de mange udstillere af flotte traktor- og motorer, og i marken blev der høstet med le og fortalt om redskaber, skikke og skæmt under høstsæsonen i gamle dage. Selvom vejret ikke var helt høstvenligt, lykkedes det alligevel at få høsten i hus også i år.

Har du lyst til at blive frivillig eller bidrage som udstiller/bodholder, kan du læse mere om begivenheden her.
Arrangementet blev omtalt i Hedensted Avis.