
Vores undervisningstilbud
På skoletjenesten.dk har vi samlet vores undervisningstilbud til daginstitutioner, grundskole og ungdomsuddannelser. Det er gratis at besøge museet for skoler og dagtilbud. Et undervisningsforløb koster 500 kr. pr. time pr. formidler.
Vi tilbyder i samarbejde med Danmarks Industrimuseum “400 års historie på 3 timer” – et tilbud for ungdomsuddannelser. På Glud Museum kan børn og elever fra dagtilbud og grundskoler opleve at være børn for 100 år siden, arbejde med selvforsyning, tekstil og plantefarvning, sagn og meget mere.
Ønsker I et skræddersyet forløb, historisk fagdag eller et forløb om et bestemt tema, så kontakt Glud Museums skoletjeneste.

Skoler og institutioner i Hedensted Kommune
Glud Museum samarbejder med Hedensted Kommunes Tværfagligt Center for Læring og Trivsel og med kommunens naturvejleder. Nedenfor kan man læse mere om
- Sagn og Myter-forløbet på Glud Museum
- Forløb i samarbejde med naturvejleder på Glud Museum
- Jul for 2. klasser
Derudover bliver det nu muligt at booke en klog mand eller klog kone til at komme ud i klassen og formidle om lokale sagn og igangsætte en aktivitet.
Sagn og Myter: praksisfagligt forløb for 3. klasse i fagene dansk, historie og kristendom
Forløbet Sagn og Myter er udarbejdet af Tværfagligt Center for Læring og Trivsel i Hedensted Kommune i samarbejde med Glud Museum.
Formålet med “Sagn & Myter” er at tilbyde 3. klasse et meningsfuldt og motiverende forløb – klar til brug. Gennem forståelse, indlevelse, lege og praksisfaglige og fantasifulde opgaver inddrages og aktiveres eleverne i egen læreproces.
Forløbet kan benyttes, som det passer ind i årsplanen og kan desuden tilpasses i omfang. Vi anbefaler, at forløbet gennemføres i september-oktober, hvor Glud Museum har særlig fokus på temaet.
Se flere detaljer om forløbet, materialer og opgaver på Hedskole.dk
Sagn og myter på Glud Museum
I meget gamle dage sad folk ofte sammen i mørket om aftenen, når solen var gået ned. Dengang havde de ikke elektrisk lys som os – kun stearinlys og ilden i ildstedet. Skyggerne dansede på væggene, og vinden hviskede udenfor – det var her, sagn og overtro blev til.
Tag med tilbage til 1600-tallet i Rasmus Thomesøns stuehus på Glud Museum. I de stemningsfulde omgivelser dykker vi ned i sagn, folketro og varsler og undersøger, hvorfor man troede på elverpiger og nisser i gamle dage og hvordan historierne er blevet overleveret.
Som aktivitet arbejder eleverne med at lave deres egne lys.
Booking sker på mail: skoletjenesten@gludmuseum.dk eller telefon 35 77 92 04.
Forløbet udbydes også i samarbejde med naturvejleder – se mere om indhold og booking af disse forløb længere nede på siden.
Book en klog kone eller klog mand
Efteråret er en magisk tid, hvor sagnvæsner og de underjordiske vågner og får mere magt. Få besøg af en klog kone eller klog mand på skolen! Med udgangspunkt i lokale sagn dykker vi ned i fortællingerne om sagnvæsnerne — og hvordan man beskytter sig mod dem. Eleverne laver deres egne beskyttelseslygter mod lygtemanden.
Hver elev skal medbringe et syltetøjsglas til aktiviteten. Lygterne udstilles til Glud Museums aftenarrangement Sagn i mørket den 30. oktober 2025.
Et klassebesøg varer i 2 lektioner, og planlægges til at foregå i ugerne 38, 39 og 40 op til “Sagn i mørket”. Af hensyn til logistikken opfordres I til at booke jer ind i følgende uger:
Østlige del af kommunen (Glud, Rårup, As, Juelminde, Barrit, Hornsyld, Stouby): uge 38
Midterste del af kommunen (Stenderup, Daugård, Hedensted, Ølsted, Løsning): uge 39
Vestlige del af kommunen (Korning, Bøgballe, Lindved, Uldum, Rask Mølle, Ølholm, Tørring, Aale): uge 40
Booking sker på mail: skoletjenesten@gludmuseum.dk eller telefon 35 77 92 04.
Forløb i samarbejde med naturvejleder
Glud museum har i skoleåret 2025-2026 et spændende samarbejde med Hedensted Kommunes naturvejleder. Forløbene foregår på Glud Museum og har både et kulturhistorisk og et naturfagligt element. Nedenfor er en oversigt hvilke tematikker vi arbejder med i forskellige perioder.
Forløbene bookes via Hedensted Kommunes naturvejleder, Jesper Hilding Thomsen. Se forløbene i naturfagskalenderen på https://www.hedskole.dk/naturfag
Fælles undervisningsforløb i skoleåret 2025-2026
Periode | Glud Museum | Naturvejleder |
September 2025 Uge: 36 og 37 Tirsdag, onsdag, torsdag ca. kl. 9-13 | Selvforsyning: Når mad på bordet krævede hårdt arbejde Eleverne får et indblik i livet som selvforsynende bondefamilie på gården Badensminde, hvor vi ser nærmere på gårdens indretning og redskaber. Vi undersøger også, hvordan hele familien arbejdede sammen for at have mad nok til hele året. Som aktivitet presses medbragte æbler til most. | Edderspændende Edderkopper |
Oktober 2025 Uge 41 og 43 Tirsdag, onsdag, torsdag ca. kl. 9-13 | Sagn og myter Tag med tilbage til 1600-tallet i Rasmus Thomesøns stuehus på Glud Museum. I de stemningsfulde omgivelser dykker vi ned i sagn, folketro og varsler og undersøger, hvorfor man troede på elverpiger og nisser i gamle dage og hvordan historierne er blevet overleveret. Som aktivitet arbejder eleverne med at lave deres egne lys. | Grøn Sløjd – skab med naturens materialer Efter en kort introduktion til værktøjerne, får eleverne mulighed for at snitte forskellige genstande og udfolde deres kreativitet. I løbet af forløbet vil naturvejlederen guide eleverne, fortælle spændende historier om de træer og naturmaterialer, vi bruger, og forklare, hvordan de spiller en central rolle i naturens kredsløb. |
Marts 2026 Uge: 12 og 13 Tirsdag, onsdag, torsdag ca. kl. 9-13 | Genstande og huse fortæller I dette forløb bliver eleverne klogere på, hvordan museer arbejder med historiske genstande og bygninger, og hvad disse kan afsløre om livet i gamle dage. Som en del af forløbet dykker eleverne ned i udvalgte genstande fra museets samling og arbejder med at “give dem stemme” – hvad fortæller de, og hvem har brugt dem? Eleverne deltager også i en quiz om museets bygninger og genstande. | Kom på skattejagt i fortiden Før vi begiver os ud i marken, får eleverne en grundig introduktion til, hvordan man bruger en metaldetektor, samt de regler, der gælder, når man leder efter ting i naturen. Derefter går vi ud i naturen og afprøver vores nyerhvervede færdigheder. Måske finder vi en gammel mønt, en glemt knap eller noget, ingen har set i mange år? Aktiviteten giver eleverne mulighed for at kombinere praktisk læring med eventyr og historie, samtidig med at de får en sjov og interaktiv oplevelse i naturen. Husk praktisk tøj og godt humør – man ved aldrig, hvad der gemmer sig under fødderne! |
Maj 2026 Uge: 21 og 22 Tirsdag, onsdag, torsdag ca. kl. 9-13
| Tekstilhåndværk og plantefarvning: Vi fortæller om redskaberne til at forarbejde hør og uld og eleverne skal lave deres egen papvæv og selv prøve at væve. Vi tænder op under gryden og undersøger, hvilke planter man kan bruge til at farve garn og stof i flotte nuancer. Eleverne prøver også selv at farve stof. | Græslandet som biotop Eleverne udfører også jordundersøgelser for at få indsigt i jordens sammensætning, herunder måling af pH-værdi, og hvordan dette påvirker plante- og dyrelivet. Derudover får de mulighed for at måle lysintensitet i både græsland og skov, så de kan sammenligne livsbetingelserne. |
Der tages forbehold for ændringer.
Jul for 2. klasser i Hedensted Kommune
I uge 48, 49 og 50 inviterer Glud Museum 2. klasser i Hedensted Kommune til opleve juletiden på landet i gamle dage.
Invitationen til forløbet sendes ud til skolerne op til efterårsferien. Booking af forløbet åbner sidst i oktober.

Et frilandsmuseum - som gør historien levende
Glud Museum tilbyder gratis adgang til museet for alle skoleklasser. Ønsker i mere end blot et besøg, tilbyder Glud Museums skoletjeneste en række undervisningstilbud, som er udarbejdet til forskellige klassetrin.
På museet bliver historien til andet og mere end en fjern fortid, som vi læser om i historiebøgerne. De historiske huse skaber rammerne omkring et unikt læringsrum, hvor historien konkretiseres og elevernes viden og spørgelyst bringes i spil. De historiske bygninger er indrettet efter forskellige tidsperioder (1662-1950’erne). Aktiviteter sikrer, at historien bliver nærværende, at eleverne kan se den, lugte den og mærke den på egen krop.

Hvad kan eleverne lære?
Glud Museums skoletjeneste er klar til at møde eleverne med spændende og fagligt relevante tilbud, særligt rettet mod historieundervisningen. Tilbuddene kan skræddersys ift. varighed og indhold, så de spiller ind i jeres aktuelle undervisning.
De smukke bindingsværksbygninger lægger også op til spændende samtaler omkring bæredygtighed, materialer, indretning og matematik. Museumsområdet har flere historiske haver, som kan inddrages i natur/teknologi eller biologiundervisningen. Litteratur fra danskundervisningen kan også få et nyt betydningslag i de historiske bygninger på Glud Museum.
Har I ønsker eller forslag til åben skole-samarbejde eller historisk fagdag, så kontakt os endelig!
Praktiske oplysninger
Få svar på dine praktiske spørgsmål angående skoletjenesten på Glud Museum
Dagtilbud og skoleklasser har gratis adgang til museet.
Hedensted Kommunes skoler og institutioner kan gratis booke undervisningsforløb. Skoler og institutioner udenfor Hedensted Kommune betaler 500 kr. pr. formidler pr. time for undervisningsforløb. Museet sender en faktura efter besøget.
Det vil være muligt at spise madpakker på museet, men det er ikke altid muligt at købe mad og drikke.
Ja, vi har et handicapvenligt toilet.
Bus nr. 104 standser tæt ved museet. Er der behov for at ændre tidspunktet for forløbet pga. transport, aftal da nærmere med museet.
Da de fleste af aktiviteterne foregår udendørs, skal man i tilfælde af dårligt vejr være godt klædt på.
Det er lærerens ansvar, at eleverne opfører sig respektfuldt overfor museets personale og bygninger. Det forventes naturligvis også, at læreren deltager aktivt i undervisningsforløbet på museet.
Ja. Frilandsmuseet består af 15 historiske bygninger, hvor man kan gå på opdagelse efter forløbet. Man er også velkommen til at lege med redskaberne i legeskuret.