Museumsinspektør med kommunikationsprofil

Kan du lave opslag til SoMe, der vader med træsko ind i folks opmærksomhed? Kan du spinde en tråd over events og arrangementer, der vækker begejstring hos både presse og influencere? Kan du trække gæster til huse gennem veludført markedsføring? Med andre ord har du museumsfaglig erfaring med nyere tids kulturhistorie og mod på at kombinere det med SoMe, PR og arrangementer? Så er det måske dig, vi leder efter!

 

Hvem er vi?

Glud Museum er et statsanerkendt frilandsmuseum midt i den østjyske idyl mellem Horsens og Juelsminde. Museet skildrer landsbylivet i Hedensted Kommune fra 1660 til midten af 1900-tallet gennem 15 historiske huse, haver og genstande. På Glud Museum er frivillige en vigtig del af hverdagen, og vi arbejder tæt sammen om alt fra små opgaver til store arrangementer. Som et af de mindre statsanerkendte museer er vi ambitiøse og søger konstant nye måder at gøre os relevante og synlige på – og her spiller du en central rolle i både strategi og udførelse.  

 

Hvem er du?

Du har en relevant kandidatuddannelse i spændingsfeltet mellem historie og kommunikation. Du er en passioneret formidler, skarp til strategisk markedsføring og vant til at tænke kreativt og nyt for at nå forskellige målgrupper, og du ved, hvordan du når langt ud med begrænset budget. Erfaring med fundraising og publikationer er et stort plus, men det vigtigste er, at du brænder for at gøre kulturhistorien levende og nærværende for et bredt publikum. 

 

Dine faglige kvalifikationer:

Vi forventer, at du har erfaring med:

  • PR, segmentering og strategisk markedsføring.
  • Digital marketing, hjemmeside, CMS og sociale medier.
  • Event- og turismemarkedsføring.
  • Udvikling af kommunikationsstrategier og eksekvering.
  • Projektledelse og budgetstyring.
  • Udstillingsdesign og digital formidling.
  • Fundraising og samarbejder med fonde og turismeaktører.

 

   Dine personlige kvalifikationer: 

  • Du er udadvendt og nyder at formidle direkte til publikum – også i historisk dragt. 
  • Du er fællesskabsorienteret og bidrager også til de mere praktiske opgaver af museumsarbejdet, når det brænder på. 
  • Du er selvstændig, løsningsorienteret og ikke mindst systematisk. 
  • Du griber opgaver, gennemfører og følger op.
  • Du er initiativrig og har et godt blik for de kreative løsninger.
  • Du er struktureret og god til at planlægge dit arbejde.
  • Du er relationskompetent og kan lide at være en del af en arbejdsplads, hvor social bæredygtighed vægtes højt. 

 

Dine arbejdsopgaver:

Som museumsinspektør bliver du ansvarlig for at:

  • Udvikle og vedligeholde hjemmeside, annoncer, sociale medier og markedsføringsplaner.
  • Styrke museets visuelle identitet gennem grafisk arbejde i fx InDesign eller Canva.
  • Planlægge og afholde arrangementer med afsæt i museets ansvarsområde.
  • Udarbejde pressemeddelelser og handleplaner for PR samt publikationer, foldere mv. 
  • Skabe ny digital og analog formidling i museets historiske rammer.
  • Koordinere med frivillige og samarbejdspartnere inden for turisme.
  • Drive fundraising og projektledelse i samarbejde med eksterne aktører.

 

Praktisk information

Stillingen som museumsinspektør ønskes besat fra 1. marts 2025 eller snarest muligt derefter. Der er tale om en fast stilling på 30 timer ugentligt. 

I 2025- og 2026 er det på baggrund af fondsmidler muligt at tilbyde ansættelse på 37 timer ugentligt.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst

Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.

 

Send din ansøgning med CV og referencer til job@gludmuseum.dk senest d. 30. januar 2025. Har du spørgsmål, kan du kontakte museumsleder Helle Ingerslev på hik@gludmuseum.dk eller telefon 24478803.

 

Læs mere om Glud Museum på www.gludmuseum.dk.

 

Vi glæder os til at høre fra dig. 

Vi bruger cookies til at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge denne hjemmeside, vil vi antage, at du accepterer brugen af cookies.