Uldum Kær er den betegnelse, som man i dag anvender om et 15 kvadratkilometer stort landskabsbassin i Gudenådalen, der ligger 50-55 meter over havets overflade. Egentlig er det ikke kun Uldums kær, men et kærområde der deltes mellem 10 ejerlav fordelt i 6 sogne, 3 herreder og 2 amter – altså er det et område, som mange mennesker gennem tiden har haft et forhold til.

Et kær er et område, der er lavereliggende end det omgivende landskab, der med sin fugtige og til nogle årstider oversvømmede grund i det gamle landbrug dannede grundlag for den vigtige høslet og græsning af kreaturer. Landbruget har gennem årtusinder været afhængig af engen, man sagde ligefrem at ’Eng er agers moder’, med det mente man, at engen gav hø til vinterfodring af kreaturerne, jo mere hø – jo flere kreaturer kunne man holde. Flere kreaturer gav mere gødning til agerbruget og dermed et større kornudbytte – derfor sagde man at eng er agers moder.

I 1578 erhvervede adelsmanden Claus Glambek gården Bjerregård i Åle sogn, og satte gang i et meget stort projekt med at anlæggelsen en vandmølle. For at sikre tilpas med fald på vandet blev møllen anlagt et godt stykke fra åens naturlige løb og ved hjælp af en op mod 10 meter bred og over 1 km lang kanal fra Åstedbro til møllen, sikredes dens vandtilførsel. Dæmningen tilbageholdte dele af Gudenåens vandmasser, hvilket fik konsekvenser længere opstrøms Gudenåen, navnlig i det store Kær.

Dette ved vi fordi bønder fra Åle og Uldum i 1616 lagde sag an ved Landstinget i Viborg, hvor de klagede deres nød over at have fået deres eng- og agerjorder oversvømmet og de fremfører at Gudenåen ”hun nu ej længere sno sig i sit gamle leje fra Arrilds tid.

Retssagen blev taget op tre gange, men endte hver gang uden dom. Datidens retssystem var nemlig indrettet på en måde, hvor landsretsdommeren selv blev stævnet for appelretten og, hvis det her blev vurderet, at kendelsen havde været ukorrekt, skulle dommeren personligt erstatte sagsøgers omkostninger. Dette førte ofte til forhalinger og forsøg på at vige udenom en egentlig afgørelse. Således også i sagen rejst af bønderne i Uldum og Åle i forsøget på at få sløjfet dæmningen ved Åstedbro og opstemningen ved Bjerres Mølle.

Bønderne måtte således leve med de menneskeskabte konsekvenser indtil deres efterkommere næsten 300 år senere i 1897 opkøbte møllens ret til at opstemme Gudenåens vand, de fjernede opstemningen, nedlagde møllen og lod atter vandet løbe frit i sit gamle løb.

Allerede i 1890 havde gårdmand Ole Troelsen fra Åle været til et foredrag på Åstedbro Kro med medstifter af Hedeselskabet Enrico Mylius Dalgas. Ole Troelsen blev vældig inspireret af dette foredrag, hvor han hørte, at for at udvide sin jord ved at dyrke enge, kær og moser i en tid hvor det handlede om at få så meget jord i Danmark som muligt under plov, ja så skulle kærjorden tørlægges, pløjes, mergles og gødes, og der skulle eventuelt tilføres noget sand, men så blev jorden også givtig og det store møje og besvær ville lønne sig.

Få år senere kunne Ole Troelsen da også berette at ”da havren var udvokset, kunne aksene slå en voksen mand i ansigtet og kløveren nåede til knæene!”

Det var dog mest hø, som de tørlagte kærområder garanterede. I løbet af 5 år fra 1890 til 1895 steg Ole Troelsens udbytte fra 25 til 150 læs hø. Det var svært for de andre bønder at sidde overhørig.

Den større grad af udnyttelse blev dog også diskuteret i samtiden og det var ikke alle der var lige så begejstrede for landvindingen som bønderne. Med vandet forsvandt fuglene og med den tiltagende mekanisering af landbruget afløste maskiner karlenes arbejde med leerne og pigernes træriver.

Kærets rigdom kunne dog ikke kun henregnes til det, som kunne gro i jorden, også det, der lå under den overflade, som mennesker og dyr betrådte kunne forarbejdes og anvendes. Man har gravet tørv i Danmark siden jernalderen, og med al sandsynlighed også i det store Kær, hvor man bl.a. har fundet en tørvespade, der meget vel kunne være fra jernalderen og i dag er vartegn for Hjortsvang Museum.

Tørv er aflejrede planterester, der kun er delvist nedbrudt pga. de iltfattige forhold. Tørv har et højt indhold af kulstof og er derfor velegnede til brændsel og udgør dermed en vigtig lokal energikilde.

Mange mennesker omkring kæret var afhængige af de tørv, der kunne skæres i Kæret, men under 1. og 2. Verdenskrig, steg efterspørgslen på tørv, fordi mulighederne for at importere kul og kos blev stærkt begrænsede. Mange steder i landet steg tørveproduktionen i disse år, således også i Uldum Kær, hvor omkring 40 familier under 1. verdenskrig var beskæftiget med tørveproduktion som deres væsentligste indkomst.

I mellemkrigstiden mistede tørvene langt hen ad vejen deres betydning, men under 2. verdenskrig blev tørvegravningen genoptaget. Det er herfra de store tørvegrave, vi nu ser i kæret, stammer. Den erhvervsmæssige gravning i Kæret fortsatte frem til 1960’erne.

Når man graver efter tørv, finder man nogle gange mere end det man søger efter. Under tørvegravningen i Uldum Kær dukkede nogle skeletdele op i samme område som nogle lerkar med madofringer. Af disse knogler var blandt andet kraniet af en 11-12-årig pige, som arkæologerne mener kunne være blevet ofret i mosen i ældre jernalder. Uldumpigens kranium kan i dag ses på museet på Uldum Mølle, der også har en udstilling om det store Kær kaldet Uldum Kær.

At det kun er skeletdele der er bevaret hænger sammen med jordens surhedsgrad. Her i kæret ikke er jorden ikke nær så sur som de højmoser, hvor fx Tollund- og gravballemanden er blevet fundet – ligeledes under tørvegravning.

I dag er kæret stadig et aktivt produktionslandskab med kreaturgræsning, høslet og jagt. Græsning og høslet er med til at sikre, at kæret ikke gror til i blandt andet pilekrat, der udkonkurrerer andre planter og medfører færre forskellige typer af planter. Ved at sikre afgræsning og høslet skabes dermed en mere rigartet natur.

I dag er der anlagt stier og broer, så det er muligt at komme rundt i kæret til fods og på cykel, der er opsat fugletårne, borde og bænke samt informationstavler om kærets natur- og kulturhistorie.

Endelig er der lavet en rasteplads for kanosejlere. Og kanosejladsen er en helt anden historie, der tager sin spæde start tilbage i 1920’erne, men får et vældigt løft, da eventyreren, journalisten og rejsebogsforfatteren Hakon Mielche udgiver bogen til søs gennem Jylland. Og mangen en kanosejlads er siden startet med udgangspunkt i Gudenåbyen Tørring og Gudenåens strøm, har ledt de sejlende gennem det store kær – i dag samlet kaldet Uldum Kær – et område, der gennem århundreder har været et landskab i forandring, påvirket og formet af menneskers brug.