Verden befinder sig i en krisetid. På godt og – nok mest – ondt påvirker coronapandemien alle menneskers hverdag. Glud Museum ønsker at indsamle genstande, tanker og oplevelser fra almindelige mennesker, institutioner og virksomheder i Hedensted Kommune for at dokumentere denne tid, der vender op og ned på alles hverdag. 

Glud Museum er et kulturhistorisk museum, der indsamler viden og genstande, som skildrer dagliglivet i Hedensted Kommune. I museets historiske huse kan man se fæstebondens stue med alkove, olmerdugsdynen og det fælles grødfad. I Marthas Hus ser man strikketøjet, bollesprøjten og madam blå-kanden. I vores samling har vi rationeringsmærker fra 2. Verdenskrig og kaffeerstatning. Glud Museum skildrer det levede liv – i normale tider og i krisetider.

Der skrives historie i disse dage med coronapandemiens fortsatte udbredelse og indvirkning på alles liv og hverdag. Glud Museum vil gerne dokumentere krisens betydning for helt almindelige borgere, virksomhedsejere, unge og gamle, så eftertiden også kan forstå, hvad krisen egentlig havde af betydning. Museet beder folk, der har lyst til at dele deres oplevelser og tanker omkring coronakrisen, sende dem til museet.

Oplevelser, fotos og genstande

Jeres bidrag til museets indsamling kan f.eks. være i form af en dagbog eller et brev – fysisk eller elektronisk, hvor dagligdagen beskrives. Det kan omhandle, hvordan de daglige gøremål har ændret sig, hvordan man takler hjemmearbejde og hjemmeundervisning på én og samme tid, eller handle om bekymringerne for smitte af ens nærmeste eller bekymringer om økonomien i ens virksomhed. De små og store glæder i denne ellers usikre tid, må I også meget gerne dele.

Bybilledet og arbejdspladserne ser også anderledes ud i dag end for bare få uger siden. Har I billeder af den mennesketomme gade, eller skiltet i butiksvinduet, der informerer om midlertidig lukning pga. corona, billeder af det tomme kontor på arbejdet eller af hjemmekontoret, modtager museet også gerne disse. Det kan også være, at du har et billede eller en video af alternative måder at hilse, du vil dele med museet, eller billeder af familie og venner samlet – men alligevel på afstand af hinanden.

Glud Museum er, ud over historier og fotos, også interesseret i de genstande, der knytter sig til krisen. Det kan være flasken med håndsprit, mundbindet, eller plastikposen varerne fra nemlig.com ankom i. Det kan være lektierne eller børnenes tegninger. Vi beder jer gemme de ting, der definerer jeres coronaoplevelse.

Da museet lige nu er lukket ned pga. myndighedernes tiltag og smitterisikoen, har vi ikke mulighed for at tage imod genstande nu. Når vi på Glud Museum ved, hvornår vi kan åbne museet, så I kan aflevere genstande, giver vi besked. Har I genstande, fortællinger eller fotos, der kan bidrage til Glud Museums arbejde med at gemme viden om krisen til gavn for eftertiden, kan I udfylde formularen her på museets hjemmeside. Breve kan sendes til Glud Museum, Museumsvej 44, Glud, 7130 Juelsminde.

Har I spørgsmål, er I velkomne til at skrive til samlingsinspektør Anne Ditte Rüsz på indsamling@gludmuseum.dk.  

Vi bruger cookies til at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge denne hjemmeside, vil vi antage, at du accepterer brugen af cookies.