En vision om at bevare det levede liv
På Glud Museum kan I opleve historien helt tæt på. Her bevæger I jer gennem en landsby, som den kunne have set ud fra 1600-tallet og frem til midten af 1900-tallet. De gamle bindingsværkshuse, gårde og små hjem er fyldt med fortællinger om mennesker, hverdagsliv og fællesskaber, der har formet det Danmark, vi kender i dag.
Fra landarbejdernes simple kår til de velhavende fine stuer. Gå på opdagelse i de dunkle stuer i en firlænget gård, kig ind i fiskerens beskedne hjem, hvor tang fyldte madrasserne, og oplev kontrasten, når elektriciteten gør sit indtog i det høje transformatortårn. Hvert hus rummer sin egen historie, og tilsammen tegner de et levende billede af livet på landet gennem generationer.
De historiske haver på museet formidler historien omkring levende kulturarv, og hvordan selvforsyning var en forudsætning for livet på landet.
Museet blev grundlagt i 1912 af den lokale malermester Søren Knudsen, og i hans hjem, Hildesheim, kan I komme helt tæt på både museets begyndelse og en ganske særlig personlighed, der gik sine egne veje. Læs mere om Søren Knudsen her.
En landsby fuld af liv – hele året rundt
Men Glud Museum er ikke kun noget, man ser, det er noget, man oplever.
Gennem året fyldes landsbyen med liv. Til Dyrenes Dag møder I gamle husdyrracer, til Høstweekend bringes høsten i hus på gammel vis, og i december kan I opleve julen, som den blev fejret før i tiden. Om sommeren summer museet af aktiviteter. Børn kan lege gamle lege, prøve kræfter med historiske håndværk og gå på opdagelse i Pilfingermuseet, hvor man må røre ved alt! Samtidig arbejder smede, vævere og andre frivillige i værkstederne og deler gavmildt ud af deres viden og historier.
Glud Museum er et sted, hvor fortiden bliver nærværende, og hvor der er plads til både fordybelse, leg og fælles oplevelser på tværs af generationer. Her er højt til himlen, ro til fordybelse, tid til nysgerrighed og rum til at være sammen hele familien.
Et museum med rødder i lokalsamfundet
Glud Museum er et frilandsmuseum med fokus på den østjyske landsbys historie i nyere tid med fokus på Hedensted Kommune. Museet rummer 15 historiske bygninger og anlæg samt en samling på mere end 30.000 genstande, der belyser hverdagsliv, arbejdsliv og fællesskaber i landsbyerne.
Museet tilbyder udstillinger, arrangementer, undervisningsforløb og rundvisninger året rundt.
Glud Museum er Hedensted Kommunes eneste statsanerkendte museum og et af landets få foreningsejede museer. Det har dybe rødder i lokalområdet og bygger i høj grad på frivillighed. En aktiv gruppe frivillige bidrager til vedligeholdelse af bygninger og haver samt gennemførelse af aktiviteter og arrangementer.