Jul i Landsbyen
Tag med på en rejse gennem 350 års julehistorie til Jul i Landsbyen på Glud Museum. Jul i Landsbyen finder sted 30. november samt 6.–7. og 13.–14. december 2025, alle dage kan der opleves levende formidling i de historiske huse og smagsprøver, som både dufter og smager af jul som i de gode gamle dage.
Når Glud Museum åbner til Jul i Landsbyen, breder julestemningen sig mellem de gamle bindingsværkshuse. Her venter en levende oplevelse for hele familien, hvor du kan besøge de historiske huse og opleve hvordan julen blev holdt gennem historien, lave julepynt, handle i juleboder og gå på opdagelse i julens historie gennem 350 år.
Træd indenfor i museets ældste hus fra 1662 og oplev, hvordan Rasmus Thomesøns familie fejrede julen omkring slutningen af 1600-tallet – dengang julebukken kom på besøg og skulle beværtes med æbleskiver og brændevin. Kig også forbi Hjarnøhuset og mærk julestemningen efter 1864, hvor højtiden fik en særlig national betydning.
På gården Badensminde kan man opleve julen som vi kender den, fra starten af 1900-tallet. Her står juletræet pyntet, småkagerne er serveret, og adventskransen hænger klar. Hos familien på den firlængede gård var julen en fest, hvor gæsterne blev budt på flæskesteg, æbleskiver og julens søde fristelser.
I husmandsstedet Marthas hus får du et helt andet blik på julen, her var der ikke penge til et juletræ, så kreativiteten måtte i brug for at skabe hyggen. Og i sommerhuset Hobby kan du mærke nostalgien fra 1950’ernes efterkrigsjul, som mange måske husker.
Der vil alle dage være levende formidling i de historiske huse, kreativt juleværksted, smagsprøver på julens lækkerier og juleboder med håndværk og brugskunst. På udvalgte datoer byder museet desuden på særlige oplevelser, blandt andet luciatog d. 13. december, julekoncert med Juelsminde Kirkekor d. 14. december og stemningsfulde julerundvisninger d. 7. og 14. december.
De yngste kan begive sig ud på juleskattejagt. hvor børnene kan gå på eventyr gennem museets huse og opdage julen på egen hånd, mens de leder efter gårdboen.
Programmet for de enkelte dage offentliggøres på gludmuseum.dk, når vi nærmer os juleweekenderne.
Alle dage kan der opleves levende formidling i de historiske huse og smagsprøver som både dufter og smager af jul som i de gode gamle dage.
Tag med på julerundvisning
Hvad er egentlig historierne bag vores mange elskede juletraditioner? Tag med på en stemningsfuld guidet julerundvisning på Glud Museum, hvor I bliver ført gennem 350 års julehistorie. Oplev hvordan både fattige og velhavende familier fejrede denne feststemte højtid, og hør historierne bag vores elskede juletraditioner – fra julebukken til juletræet.
Julerundvisninger finder sted søndag d. 7. december og søndag d. 14. december kl. 13. Entré til museet er inkluderet i billetten, som skal købes i forvejen. Begrænset antal pladser pr. rundvisning. Book billetter her via linket her.