Mosteri: Pres dine egne æbler
Når sensommerens æbler hænger tungt på træerne, er det tid til at få dem presset til frisk, hjemmelavet æblemost. På Glud Museum kan du fra 21. august (Søren Knudsens fødselsdag) og frem til efterårssæsonens afslutning tage dine egne æbler med og bruge museets mosteri.
Så har du æbler i haven, som du ikke ved, hvad du skal stille op med, så pak dem i bilen og kom forbi. Du står selv for presningen – og går hjem med din egen æblemost.
Hvordan booker jeg tid?
- Æblepres foregår efter aftale. Ring til Glud Museum på 75 68 30 82 mellem kl. 10.00 og 16.00, så finder vi sammen et tidspunkt.
- Du kan booke tid to timer ad gangen, dvs. fra kl. 10-12, 12-14 og 14-16.
- Æblepres kan bookes fra 14. august 2026 og frem til efterårssæsonens afslutning.
Hvad koster det?
- Mosteriet er gratis, når entréen til museet er betalt
- Du medbringer selv dine æbler
- Børn under 18 år har gratis entré
- 2,5 liters dunke kan købes i museets billetsalg for 20 kr.
Sådan foregår det
- Medbring dine egne, vaskede æbler, mindst 20 kg
- Skær æblerne i mindre stykker og hæld dem i kværnen.
- Når der er kværnet mindst 20 kg æbler, hældes æblerne over i pressen.
- Æblemosten presses ud og løber ned i spanden.
- Fordel mosten i dine medbragte dunke.
- Rengør mosteriet efter brug, så det er klar til den næste.
Husk at medbringe
- Æbler, mindst 20 kg
- Kniv
- Tragt
- Spand
- Dunke
- Si
- Litermål
Tragt, si og litermål kan lånes på museet. Har du brug for dunke, kan du købe 2,5 liters dunke i museets billetsalg.
Så find æblerne frem, book en tid og kom og lav din egen most på Glud Museum.
Vi tager forbehold for, at der kan forekomme enkelte dage / tidspunkter hvor æblepres ikke er muligt. Ring derfor altid i forvejen.
- sep 11 2026
- 10:00 - 16:00