Velkommen til Børnebyen - en landsby i børnehøjde
I Børnebyen kan børn gå på opdagelse i en østjysk landsby, som den kunne have set ud i 1940’erne. Her kan I udforske fortidens hverdagsliv og komme tæt på de mennesker, opgaver og fortællinger, der var med til at forme livet på landet.
Besøg frisøren Karen, hjælp Hedvig med posten, udforsk Therkilds lade med traktor og værktøj, eller slå jer ned ved branddammen og se, hvor mange arter I kan udpege.
Børnebyen er skabt til nysgerrige børn og deres voksne. Her kan I bruge sanserne, undersøge historien på egen hånd og få et indblik i en tid, hvor hjem og arbejde ofte fandtes under samme tag.
1940’er historie for alle sanserne
Den er god nok, i Børnebyen må man røre ved alt! Sidde på traktoren, rode rundt i Karens frisørgrej og dække op til landposten kommer forbi til kaffe hos postbestyrerinden Hedvig. Man må hejse flaget, vride vasketøjet og hænge det op, trille ned ad bakken eller kravle op på sædet i traktoren.
Landskab der indbyder til opdagelse
Omkring Børnebyen er der et levende landskab med dam, bakke, træer og beplantning. Her kan dyre- og planteliv udvikle sig, og børn kan gå på opdagelse i naturen med alle sanser side om side med fortællingen om landsbylivet i 1940’erne.
Sid i de pæne stuer
Børnebyen tager jer tilbage til en tid, hvor arbejde og hjem ofte fandtes under samme tag. Derfor vil I også opleve, at dagligstuen smelter sammen med frisørsalonen eller posthuset.
Børnebyen er støttet af: