Glud Museum modtager millionbeløb til genskabelse af den ikoniske butikskæde Tatol

Hvad stod der på hylderne i den lokale Tatol i 1980? Og hvordan hang arbejde og familieliv sammen, når erhvervet lå i hjemmet? Det er nogle af de spørgsmål, Glud Museum nu vil besvare ved at genskabe en original tatolbutik i en tidstypisk murermestervilla, der skal give et levende indblik i landsbylivet omkring 1980. 

Med en samlet støtte på over 6,2 mio. kr. fra hhv. Den A.P. Møllerske Støttefond, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond kan museet nu tage det første store skridt mod at realisere fortællingen om familieliv og småerhverv i det sene 20. århundrede. 

Takket være de gavmilde bevillinger er det nu muligt for museet at tegne et levende billede af landsbylivet omkring 1980. 

“Den lille, lokale butik bliver et prisme for de forandringer, der prægede livet på landet. Samtidig giver vi nye generationer adgang til en vigtig del af vores nære kulturarv, som skal tale direkte til vores fælles erindring gennem alle sanser,” udtaler museumsleder Helle Ingerslev. 

Den nære fortid bringes ind på museet 
Glud Museum formidler i dag landsbyliv fra 1600-tallet frem til ca. 1950, men i kraft af det nye projekt skal fortællingen nu gå længere op i tid. Tatol var en landsdækkende kæde af landsbybutikker under C. Schous Fabriker. Den sidste butik lukkede i 2009.  

Med indretningen af tatolbutikken og murermestervillaen får museets gæster mulighed for at træde ind i en tid, som mange stadig kan huske, men som er næsten fraværende på museum.  

Med dette nye projekt vil vi give publikum mulighed for at opleve 1980’erne og genkende deres egen hverdagshistorie, som den så ud for de fleste. Vores ambition er derfor også at tiltrække flere af de danskere, der ikke normalt går på museum, men som nu får nye muligheder for at blive spejlet i deres egen hverdagshistorie,” udtaler Helle Ingerslev. 

Landsbyens centrale samlingssted 
”Fortællingen om Danmarks landsbyhistorie, ikke mindst den nyere historie, er en vigtig del af formidlingen af den danske kulturarv. Glud Museums præsentation af en af de ikoniske tatolbutikker er et både relevant og vedkommende eksempel på denne historie. Vi håber derfor, at mange vil komme forbi museet og opleve, hvordan rammerne om familieerhvervet tog sig ud i 1980’erne,” udtaler Christine Wiberg-Lyng, fondsdirektør Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. 

Tatolbutikken indrettes med originalt inventar, blandt andet kasseapparat, disk og hylder fra en tidligere butik i den nærliggende landsby Hosby. I butikken kan publikum købe småvarer, slik og andre tidstypiske produkter. Villaen indrettes med tidstypiske møbler og interiør, så både hjem og butik giver et troværdigt billede af perioden. 

”Den nye udstilling giver mulighed for, at bedsteforældre kan tage børn og børnebørn med tilbage til landsbyens centrale samlingssted, som det fremstod i 1980’erne. I en tid præget af hurtige indtryk og hastige forandringer er det væsentligt at skabe grundlag for fælles forståelse og referencerammer på tværs af generationer og i øvrigt bidrage til en offentlig samtale om land- og byudvikling,” udtaler Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden. 

Projektet starter formelt op i april 2026. Undervejs i projektet vil museet gennemføre et indsamlingsprojekt, hvor danskerne kan komme med erindringer, genstande, varer og andet godt fra perioden.  

Med finansieringen på plads forventes det, at det nye hus og butik står klar til publikum til sommersæsonen 2029. 

 

Fakta om projektet 
Projektet indebærer opbygning af en autentisk Tatol fra Hosby samt indretning af et tidstypisk hjem fra 1980’erne i en eksisterende murermestervilla på museets areal.  

Derudover indeholder projektet også en forskningsdel, der skal dykke ned i udviklingen af småerhverv i de små byer gennem den sidste del af 1900-tallet.  

Den A.P. Møllerske Støttefond har doneret 4,5 mio. kr. til projektet, Augustinus Fonden 1 mio. kr. og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond 763.089 kr. Hertil kommer finansiering fra museets egne midler.  

Fakta om Glud Museum 
Glud Museum er et frilandsmuseum med fokus på den østjyske landsbys historie i nyere tid med fokus på Hedensted Kommune. 

Glud Museum arbejder for at bevare og formidle landsbyens historie og livsformer med særligt fokus på de nære fællesskaber og deres betydning for det gode liv på landet.  

Museet rummer 15 historiske bygninger og anlæg samt en samling på mere end 30.000 genstande, der belyser hverdagsliv, arbejdsliv og fællesskaber i landsbyerne. Museet havde 17.509 gæster i 2025. 

For mere information, kontakt: 
Helle Ingerslev 
Museumsleder, Glud Museum 
Tlf: 24478803 
Mail: hik@gludmuseum.dk 

Vi bruger cookies til at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge denne hjemmeside, vil vi antage, at du accepterer brugen af cookies.