Glud Museum inviterer børnene ind i 1940’erne i den kommende sæson  

Efter et markant besøgsår i 2025 med over 17.500 gæster er Glud Museum snart klar til en ny sæson. I 2026 sætter museet særlig fokus på oplevelser for børn og børnefamilier, og der stilles skarpt på midten af 1900-tallet, hvor livet i landsbyen var præget af store forandringer, kriser og stærke fællesskaber. 

“På Glud Museum giver vi børnene mulighed for at mærke historien på egen krop. Tiden fra 1940 til 1950 er særligt spændende at formidle i et nutidigt børneperspektiv, fordi den både rummer noget genkendeligt og meget, der adskiller sig markant fra de flestes hverdag i dag. Allermest så håber vi, at den nye sæson vil give anledning til mange gode stunder og dialog på tværs af generationer,” siger museumsleder Helle Ingerslev. 

Museumsåret skydes i gang d. 28. marts – 6. april med Påske i Landsbyen. Her kan gæster i alle aldre gå på opdagelse i påskens traditioner, klippe gækkebreve og deltage i en påskeskattejagt for børn. 

Sæsonens store nyhed er etableringen af en ny Børneby i hjertet af på museet. Når området står færdigt til skolernes sommerferie, kan de yngste stille nysgerrigheden og træde ind i et historisk miljø fra 1940’erne skabt til leg, nysgerrighed og aktiv deltagelse. 

“Med den nye Børneby vil vi skabe endnu bedre muligheder for at gå på aktiv opdagelse i en del af historien, som ikke er så langt væk, som man måske kunne tro. Her kan man fordybe sig i redskaber og reparationer i laden eller bare lade børnene nyde landsbyen, som den så ud for 80 år siden,” siger Helle Ingerslev og tilføjer, at Børnebyen kommer til at se dagens lys takket være støtte fra Nordea-fonden.  

I Børnebyen kan man blandt andet opleve en frisør, en postcentral og en lade med traktor og landbrugsredskaber, der viser, hvordan hverdagsliv og arbejde smeltede sammen – men vigtigst af alt, børnene får lov at røre, fornemme og prøve. 

Året byder også på museets kendte arrangementer som Dyrenes Dag, Høst, Planternes Dag og Sagn i Mørket og ikke mindst Jul i Landsbyen. I 2026 udvides juleaktiviteterne igen til tre weekender med fortællinger om gamle traditioner og julens historiske rødder. 

Derudover lanceres et nyt formidlingstiltag i de historiske huse med fokus på energi i et landsbyhistorisk perspektiv støttet af Insero og Spar Nord fonden, ligesom der afholdes endagsfestivaler med fokus på børneliv, håndværk og bevaring også støttet af Spar Nord fonden.  

Med både nye initiativer og stærke traditioner går Glud Museum ind i 2026 med en ambition om at gøre historien nærværende og relevant, ikke mindst for den næste generation. 

Fakta om Glud Museum 
Glud Museum er et statsanerkendt frilandsmuseum, der formidler landsbyhistorie fra 1660 frem til i dag. Museet tilbyder arrangementer, aktiviteter og undervisning med udgangspunkt i de historiske miljøer på området.  

Foreningen Glud Museums medlemmer og aktive gruppe af frivillige bidrager bl.a. til vedligeholdelse af bygninger, haver og arrangementer. 

For mere information, kontakt:
Helle Ingerslev 

Museumsleder, Glud Museum 
Tlf: 24478803 
Mail: hik@gludmuseum.dk 

 

Vi bruger cookies til at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge denne hjemmeside, vil vi antage, at du accepterer brugen af cookies.