Flere gæster og nye aktiviteter giver rekordår på Glud Museum i 2025 

Efter flere år med stagnerende besøgstal omkring 10.000 har Glud Museum i 2025 oplevet en markant fremgang. Museet har netop afsluttet en år med højt aktivitetsniveau med en velbesøgt julesæson og runder året af med en god nyhed, nemlig flere end 17.500 gæster i 2025. 

Ifølge museumsleder Helle Ingerslev er fremgangen et tydeligt tegn på, at museets nye retning virker. 

“Vi har været meget åbne om, at Glud Museum stod i en alvorlig situation, hvor det var nødvendigt at gentænke museets retning. Det, vi ser i år, er et glædeligt og vigtigt gennembrud og begyndelsen på en flerårig udvikling,” udtaler hun, der tiltrådte som museumsleder i april 2024. 

I 2024 blev en ny museumslov vedtaget og derved også et minimumskrav om, at statsanerkendte museer har 10.000 gæster årligt. Denne nye virkelighed skærpede presset på museet og gjorde det nødvendigt at handle. 

Besøgsfremgangen på 58 pct. i 2025 kommer efter et år med målrettede indsatser, hvor museet blandt andet har haft gang i endnu flere aktiviteter, styrket samarbejdet med lokale foreninger, skoler i kommunen og udviklet nye tilbud til børnefamilier. Samtidig har museet via opbakning fra private fonde fået mulighed for bl.a. at ansætte flere medarbejdere og derved løfte ambitionsniveauet. 

“Besøgstallene viser, at der er stor interesse for vores fælles kulturarv, når vi får mulighed for at arbejde mere aktivt med formidling og publikumsrettede tilbud. Vi er på rette vej, men vi er også bevidste om, at det kræver fortsat arbejde og opbakning, hvis udviklingen skal fortsætte,” siger museumslederen. 

Fremgangen kan dog ikke alene måles i besøgsstatistikker. Museet arbejder målrettet med at styrke sin rolle som hele Hedensted Kommunes museum ved at være et aktivt samlingspunkt for både børn og voksne fra nær og fjern, fortæller Helle Ingerslev. 

“Besøgstal er vigtige, men de fortæller ikke hele historien. For os handler succes også om at finde balancen mellem en stærk lokal forankring og at tiltrække gæster fra et bredere opland. Vi vil udvikle Glud Museum uden at give køb på den lokale opbakning.” 

Besøgstal på Glud Museum 2022-2025: 
2022: 9121 

2023: 9138 

2024: 11.044 

2025: 17.509 

 

 

Fakta om Glud Museum 

Midt i det østjyske landskab finder ligger Glud Museum, der er et levende frilandsmuseum, hvor historien om landsbyen og livet på landet folder sig ud gennem mere end 350 år. Glud Museum er Hedensted Kommunes eneste statsanerkendte museum og blandt landets få foreningsejede museer.  

 

I museets 15 historiske huse og anlæg kan man træde ind i stuer og køkkener, stalde og haver, og mærke fortællingen om hverdagslivets rytme, traditioner og forandringer fra 1660 og frem til i dag.  

 

Derudover tilbyder museet en lang række arrangementer, aktiviteter og undervisning med udgangspunkt i landsbyhistorien og de historiske miljøer på området.   

Foreningen Glud Museums medlemmer og aktive gruppe af frivillige bidrager bl.a. til vedligehold af bygninger, arrangementer samt vedligehold af historiske haver.  

 

For mere information, kontakt: 

Helle Ingerslev 
Museumsleder, Glud Museum 
Tlf: 24478803 
Mail: hik@gludmuseum.dk 

Vi bruger cookies til at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge denne hjemmeside, vil vi antage, at du accepterer brugen af cookies.