Sommer i landsbyen på Glud Museum

Når Glud Museum d. 28. juni åbner op for sommeraktiviteterne på museet, bliver det ikke helt som andre år. ”Pga corona har vi tænkt meget over, hvordan vi kan underholde, formidle og aktivere vores gæster og samtidig holde afstand og tage hensyn til hinanden. Vi har planlagt nogle sjove aktiviteter, som vi aldrig har haft før, hvor man sammen som familie skal bruge kroppen, hovedet og hænderne. Blandt andet kan man udfordre hinanden på vores lille forhindringsbane, eller være med i vores specialaktiviteter, som skifter hver uge, her kan man f.eks. prøve at lave batik og kartoffeltryk.” fortæller formidlingsinspektør, Christina Faurskov.

Også de arbejdende værksteder vil igen være klar til at fremvise fortidens håndværk og håndarbejde hver søndag, tirsdag og torsdag eftermiddag. Ude i husene sidder museets frivillige og demonstrerer løbbinding, som var den måde, man engang lavede kurve og bikuber af halm, pibning af præstekraver, en kunst som der efterhånden kun er meget få, som mestrer i Danmark, og hos smeden er der ild i essen og man kan opleve, hvordan man laver søm og hestesko.

Glud Museum har i år været været nødt til at aflyse en del af deres arrangementer, senest deres største arrangement Høst- og markedsdagene d. 1. og 2. august pga. retningslinjerne ift Covid-19, og derfor har museet forsøgt at lave flere aktiviteter til Sommer i landsbyen. I løbet af sommeren kan man møde Børnebondegården, som lægger vejen forbi museet lørdag d. 4. juli med en masse dyr, man kan også opleve, hvordan man spænder en vogn for hestene onsdage i uge 30 og 31 og man kan snitte hver tirsdag og torsdag.

På trods af corona og aflyste arrangementer skal det være trygt for børn og voksne at komme på Glud Museum i sommerferien og på museet har man tænkt meget over sikkerheden. ” Vi har gjort meget ud af at gøre det sikkert for vores gæster, plads har vi meget af, så det er nemt at holde afstand. Der er ensretning i bygningerne og mange muligheder for holde en god håndhygiejne,” siger Christina Faurskov.

Ny formidling i museets bygninger

Ude i bygningerne er der kommet nye skilte op, her kan man nu læse historier om huse, gårde og genstande. Projektmedarbejder Katrine Stegmann og samlingsinspektør Anne Ditte Rüsz har arbejdet på projektet i et halvt år.”De nye skilte vil i højere grad inddrage brugerne med tidssvarende og spændende formidling af vores genstande og bygninger. Vi kan med de nye skilte i højere grad sætte vores viden i spil og engagere publikum. Det er en tidssvarende løsning, der giver os mulighed for at tilpasse formidlingen løbende og hele tiden bidrage med ny viden og gode fortællinger fra lokalområdet,” udtaler Katrine Stegmann.

Sommer i Landsbyen starter d. 28. juni og kører indtil 6. august. Se hele programmet på www.gludmuseum.dk/sommer